Skabelsesberetningen

I tidernes morgen var der intet til
Hverken sand eller sø eller svale bølger
Der fandtes ej jord eller himmel foroven
Af græs var der intet
Der var Ginnungagap

I nord lå Nifelheim – tågernes hjem
Indhyllet i isnende tåger
I syd lå det brændende Muspelheim
Hvor flammerne altid luede
Hvor en sviende hede herskede
Og intet levende kunne ånde

Imellem disse to verdener lå et kæmpe svælg – Ginnungagap
Et stort ingenting
Og her blev himlen og jorden til
Rim og tåge blev til is
Isen fra Nifelheim og flammerne fra Muspelheim
Mødtes på kanten af Ginnungagap
Og ned i dette intet begyndte der at falde smeltevandsdråber
Som langsomt samlede sig til en kæmpe Kæmpe
Der fik navnet Ymer

Mens han lå og sov kom han til at svede
Og da voksede der et mandligt og kvindligt væsen frem under hans arme
Og hans ene ben fik et barn med det andet
Fra disse tre stammer alle Jætter
Og andre lumske væsner

Isen i Ginnungagap smeltede og blev til en stor ko
Audhumla
Og kæmpen Ymer spiste af de 4 mælkefloder
Der strømmede fra Audhumlas yver
Audhumla slikkede salt af en sten
Og en dag mens den slikkede
Dukkede der et menneskehår frem af stenen
Næste dag kom hovedet
Og tredje dag en hel mand

Han hed Bure – og Bure fik en søn der hed Borr
Og Borr blev gift med jættedatteren Bestla
Og sammen fik de tre børn
Vile
Ve
Og Odin

De var de første Aser i Norden
Og de blev store og stærke
Og så slog de Ymer ihjel

Midt inde i Ginnungagap
Skabte de jorden af hans store krop
De tog hans hovedskal og løftede den op
Og hævede den over jorden
I hvert hjørne stod der en dværg
Østre, vestre, søndre og nordre

Sådan skabte de himlen

Af Ymers hjerne gjorde de store skyer
De greb gnisterne fra Muspelheim
Og kastede dem op på himlen
Og de blev til sol, måne og stjerner

Måne gav de en vogn med en hest foran
Og det var Rimfaxe
Og Skindfaxe trak solen over himlen
Der blev lys og jorden grønnedes
Og træer og planter skød frem

En dag de gik tur langs stranden
Fandt de to træer
Af dem skabte de menneskene

Odin pustede ånd og liv i de to

Vile gav dem forstand og bevægelse

Og Ve gav dem tale, hørelse og syn

Det var Ask og Embla
Og fra dem stammer menneskene

Flad og rund som en slibesten lå jorden og flød i havet
Havet var Ymers blod
Ude ved havet fik jætterne lov til at bo i Jotunheim

Midt i verden skabte de så Midgård til menneskene
De satte Ymers øjenvipper
Som en beskyttende indhegning omkring dem
Så jætterne ikke skulle plage dem
Og midt inde i Midgård på en stor høj
Der gik op over skyerne
Byggede de Asgård til dem selv
Herfra kunne de se ud over hele verden

En dag så de i Midgård
Nogle mennesker der havde to børn
Som de syntes var så smukke og strålende
At de simpelthen kaldte dem Sol og Måne
Det var overmod og praleri
Og det blev aserne altså vrede over
Og så tog de de to og kastede dem op på himlen
Og der kunne de så styre Rimfaxe og Skindfaxe
De heste der trækker solen og månen gennem dag og nat

De farer meget hurtigt
Så tiden går for stærkt
Men det er fordi sol og måne er bange
Længst øst i skoven er der nemlig en jættekvinde
Der føder ulve
Og to af hendes børn jager oppe på himlen

Han som hedder Skoll løber efter solen og vil sluge den
Og han som hedder Hate forfølger månen med åbent gab
Disse to ulve er alle, både aser og mennesker, bange for
For det er jo dem der får tiden til at jage afsted

Luk siden